At servicere en mægtig mand

Her er en tekst, jeg skrev for et par år siden. Når jeg ser på verdens tilstand, tænker jeg, at den desværre ikke er blevet mindre aktuel.

Det lykkedes hende dog, og elevatorens døre gled i bag hende med en hvislende lyd.

Så stod hun helt alene i den uendeligt lange gang, som kun var delvist belyst.

Hun trak vejret dybt og mindede sig selv om, hvor langt hun var kommet.

Nu manglede kun turen gemmen den dunkle gang. Og turen tilbage igen naturligvis, men den turde hun slet ikke tænke på nu.

Hun bøjede sig fremover og begyndte med et fast tag i messinghåndtaget at skubbe vognen. Det var først nu, hun bemærkede, at hjulene knirkede svagt. Lyden svingede sig frem og tilbage og op mod marmorloftet.

Hun satte farten op. Det eneste, hun skulle, var at nå frem til døren for enden af gangen, åbne den og køre vognen frem til den helt rette plads. Halvanden meter fra skrivebordets kant. Den kant der vendte mod øst.

Oldfruen havde banket knoen i bordet og råbt hende lige ind i ansigtet: ”Den østlige! Forstår du?” Ja – hun forstod.

Hun vidste, at intet måtte gå galt. Hun forsøgte at undgå tanken om, hvad der ville ske, hvis det gik galt. Hendes rejse ville i hvert fald være slut.

Hun skubbede hårdere til vognen. Lyden fra vognens hjul ændrede sig til en hvinende klagesang, og porcelænet klirrede.

Hun satte farten ned og placerede sit blik stift rettet mod det punkt, hvor enden af gangen måtte dukke op.

Hendes øjne begyndte at svie, men benene gjorde deres pligt. Skridt for skridt arbejdede hun sig fremad.

Det var i sidste øjeblik, hun fik standset vognen. Rædselsslagent fik hun reddet kagen, der lå på opsatsens yderste kant. Hun stod som lammet og forsøgte at forstå, at hun var nået frem.

Det gik op for hende, at den næste opgave ikke var nemmere.

Hun talte højt og bestemt til sig selv. Hun skulle bare have døren op, køre vognen ind, måle dens rette placering med tommestokken, og efterlade den lige nøjagtigt halvanden meter fra skrivebordets østlige kant.

Derefter skulle hun bare ud og tilbage samme vej, hun var kommet. Hun havde ikke tænkt sig at vente på elevatoren. Hun glædede sig næsten til at løbe ned ad trapperne.

Hun havde foldet tommestokken sammen og trillet vogne frem til det præcise mål, da hun fik øje på maleriet på væggen bag det enorme skrivebord.

Farverne var lyse, og solen skinnede fra en skyfrihimmel. Flagene vejede perfekt, som om en blid sommervind holdt liv i dem.

Folkemængden, der fyldte billedet helt ud i horisonten, viftede med kasketter og hatte eller havde rakt armene tilbedende i vejret.

Det meste af lærredets højre side var dækket af en tempellignende bygning opført i strålende hvid marmor. På trinene lå seks hunde, store som ponyer, og holdt øje med folkemængden.

På det øverste trin stod han med kroppen vendt mod mængden og en velsignende arm løftet, mens ansigtet var vendt mod beskueren.

Det lyse hår kunne lige akkurat skimtes gennem blomsterkransen og blikket var fuldt af varme og trøst.

Kroppen var svøbt i nationens flag, som en toga. Venstre arm holdt han mod sit bryst. På ringfingeren bar han en guldring med en smaragd, der nåede op til knoen.

”Det er et underværk – ikke sandt?”

Hun sprang næsten i vejret.

”Rolig nu…det er ingen grund til bekymring. Vi er her helt alene. Desuden straffes ægte fædrelandskærlighed aldrig. Den belønnes kun. Du er ny her – ikke?”

Hun stod som en saltstøtte. Han betragtede hende.

Hun gjorde et par fortvivlede forsøg på at pege mod vognen, men armen ville ikke. Han forstod tilsyneladende meningen.

”Nydeligt,” sagde han så og gjorde et lille kast med hovedet.

Hun begyndte at gå baglæns. Da hun kunne mærke dørens paneler mod sin ryg, vendte hun sig halvt om, lavede et lille buk og greb dørhåndtaget. Hun fik døren op.

”Vent – kom herhen! ”

Hende ben rystede, og hun var næsten ved at græde.

”NU!”

Usikkert vendte hun om og gik de 30 meter tilbage til skrivebordet.

”Når du er nået så langt, at du får lov til at tjene mig, er du særligt udvalgt. Du er ikke alene køn osv. – men også klassificeret som klog. Jeg har en lille ting, du måske kan hjælpe mig med.”

Hun kunne mærke, at hun krympede. Hun blev mindre og mindre for hvert ord, han sagde.

”Se her!” Han gik om bag skrivebordet og trykkede på noget under bordpladen, så et panel åbnede sig.

”Kom herhen!”

Hun tøvede et sekund og gik nærmere. Han pegede mod bordpladen, og det rum panelet havde åbnet for.

Hun stirrede på de tre telefoner uden at forstå meningen.

”Ja – lille du fra de fjerne provinser. Sådan en som dig fatter slet, hvor hårdt det er at være mig. Så ensomt. Så fuldt at tunge tunge beslutninger, som jeg er tvunget til at træffe på alle I uvidende sjæles vegne.

Som i dag f.eks., hvor jeg skal beslutte mig for, om tiden er kommet til at få tingene sat endeligt på plads og gøre en ende på miseren.”

Han pegede på den røde telefon med en spids pegefinger, som viste tegn på gigt.

Hun hev efter vejret. Hun ville bare væk. Så begyndte hun at ryste på hovedet. ”Nej … nej. Nej nej – tænk på ofrene!” Skreg hun.

”Lille fjols! Præcis som jeg havde forestillet mig. For dum og uvidende – som hele folket. Du har svigtet mig.”

Han lignede en dødsmaske, hun en gang havde set af Lenin. Rejsen var endt, det hele var slut for hende.

”Forsvind! Hjem til Langbortistan eller hvor du kommer fra.” Spyttet fløj ham om munden.

Hun vendte om, fik døren revet op og løb.