Tasken



Midt på Strøget standsede Margit op pludselig op. Skulle det være i dag? Havde hun travlt nok til, at det var rimeligt at give efter for sine tilbøjeligheder? Hun tænkte sig om og kalkulerede, at det ville komme til at koste mindst 9000 kr., hvis impulserne skulle have lov at bestemme. Hun havde ofte skammet sig over sin trang til luksus lige indtil en dag en psykolog, hun arbejdede sammen med, havde sagt, at dens slags var helt naturligt. Hun havde faktisk krav på selvforkælelse med alt det hun overkom.

Med et rask tag i det store håndtag i messing skubbede hun glasdøren op og gik ind i forretningen. Der bredte sig straks en behagelig ro i hende. Hendes pulsslag faldt og en fornemmelse af succes bredte sig i kroppen.

En taskealf nærmede sig og spurte diskret, hvad hun kunne hjælpe med. Det var altid det sværeste tidspunkt, for hvad skulle hun svare. En taske naturligvis - det var jo indlysende. ”Jeg kigger”, sagde hun og konstaterede tilfreds, at alfen straks gled baglæns og overlod hende til sig selv.

Det gik en del hurtigere end hun havde troet. Fra ikke at have en anelse om hvad hun gerne ville have til en sikker beslutning gik kun cirka 5 minutter.

På anmodning hentede den samme diskrete alf 6 eksemplarer af den ønskede model i den valgte farve. I en alvorlig koncentreret stemning sammenlignede de nuancer og glatheden af skinnet på taskerne. På skift blev de båret hen til udstillingsvinduet, så de sammen kunne vurdere, i hvilken grad dagslyset ville forandre indtrykket.

Margit skulle lige til at udpege en taske, da det gik op for hende, at hun havde glemt at spørge om det vigtigste.

Det ville være uforsvarligt at gennemføre købet uden at have forholdt sig det, der ville være helt afgørende for, om hun ville blive glad for sin nyanskaffelse. Hun havde tasker derhjemme, der var gemt væk, fordi de var ubrugelige.

Efter en kortere tøven tog hun sig sammen. ”Ved du noget om, hvilken af dem der har flest forsvindere?”

Alfen stivnede og vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle sige. Afslutningen af salget havde været en formalitet, som kun afventede den endelige beslutning om det konkrete valg. Helt uventet havde situationen ændret sig, og hun faldt helt igennem, fordi hun anede ikke, hvad hun skulle sige.

”Øm undskyld jeg forstår ikke helt hvad du mener?”

Sætningen hang i luften mellem dem.

Margit så overrasket ud. ”Forstår du ikke”, sagde hun endelig og så lidt flov ud. ”Det jeg mener er, at jeg indimellem har problemer med, at tingene forsvinder fra miner tasker. Det problem har jeg haft længe, men jeg er blevet klar over, at tingene forsvinder oftere fra nogle tasker end fra andre. Det er da et helt almindeligt fænomen, som for mig tilsyneladende er værst i de franske tasker. Blandt andet derfor er jeg gået over til at købe hos jer!” Hun var tilfreds med, at hendes indvending var endt i en slags anbefaling.

Alfen lignede nu i mindre grad en alf. Hun udkæmpede tydeligvis en slags kamp med sig selv og stilheden imellem dem var ved at blive pinlig.

”Det er besynderligt”, fortsatte Margit beslutsomt, ”at der står alt muligt om produkterne på jeres hjemmeside, men der står ikke noget om forsvinderne. Derfor spørger jeg. Alle mine veninder har problemet i forskellig grad - ganske vist. Men de har det – alle kvinder har det. Derfor burde I jo, som fremstillere af luksusprodukter forholde jer til det.”

En øjeblik var hun sikker på, at alfen ville besvime. Men i stedet for at besvime fremstammede hun noget om, at hun aldrig havde hørt om problemet før. Det gik op for Margit, at der ikke var hjælp at hente.

Et diskret prik på den venstre skulder fik hende til at vende sig om. Bag hende stop en mand i 60-årsalderen i blåt nålestribet og silkeslips.

”Må jeg byde på et glas mousserende.” Hans smilede et vindende smil og den perfekte tandrække udsendte næsten ultraviolet lys. Margit nikkede forvirret og fulgte efter den ranke ryg ind i et værelse med en sofa og to kolossale lænestole.

Champagnen stod på et lavt bord. Charles, sådan havde manden ubesværet præsenteret sig selv, rakte hende den glasset. De satte sig og Margit var drak to hurtige slurke og spildte på sin nederdel. Hun bemærkede, at hun var sunket så langt ned i stolen, at hendes knæ var i højde med hendes hage.

”Vi skal vel til det”, sagde Charles og så alvorligt på hende. Han gjorde et kast med hovedet, som om han havde et fysisk behov for at kaste sig ud i forklaringen.

”Det er jo ikke noget man taler om. Alle producenter har problemet på trods af den store indsats, der gøres for at undgå problemet. I mange år er det lykkede os at få kunderne til at acceptere ideen om, at kvinder simpelthen er for ubegavede og ukoncentrerede til at holde styr på indholdet i deres tasker. Men udviklingen”, her sukkede han tungt. ”Udviklingen har gjort det sværere at holde fast i forklaringen og det sker, at særligt observante og skarpsindige kvinder”, nu var Charles næsten grøn i ansigtet, ”påpeger problemet. Forsvindere findes i alle former for tasker. De foretrækker åbenbart tasker af høj kvalitet og det er det, du åbenbart har mærket. Rygtet vil vide, at franske tasker er de mest populære blandt disse uhyrer og gudskelov for det.” Hans smilede varmt og sendte Storbritannien en varm tanke.

Charles tav og de drak begge lidt mere. Margit følte et begyndende raseri. Hun tænkte på de nedladende bemærkninger, hun havde modtaget gennem årene blandt andet fra sin mand.

”Vi har dog en mulighed for at bistå dig. Hvis vi kan opnå en fælles forståelse, er jeg sikker på, at vi kan finde på en tilfredsstillende løsning.”

Han trak et stykke papir frem fra en usynlig hylde under bordpladen og lagde det foran hende. Ovenpå lagde han en gylden fyldepen.

Margit læste dokumentet og skyndte sig at skrive under. Hun kunne lide ordet ambassadør. Det med tavshedspligten forekom hende at være indlysende.

 The body content of your post goes here. To edit this text, click on it and delete this default text and start typing your own or paste your own from a different source.