Den trætte leder

Susanne Wiederquist • 23. oktober 2023

Han følte sig så uendelig træt og en smule bitter over, at Gud havde afslået hans ansøgning om pensionering og dermed retten til at kunne trække sig tilbage til Paradis. Han var nu chef for butikken på 5. årtusind, og opgaven var om muligt endnu mere kompliceret, end den havde været ved hans tiltrædelse.

På den anden side kunne han ikke nægte, at han til dels kunne forstå begrundelsen for, at han måtte vente endnu 50 år, før han kunne indtage sin berettigede plads i himlen.

Selvom det lange hvide hår var blevet noget tyndere, end det havde været, trak han sig eftertrykkeligt i det, som om han kunne hive sig op ved sine hovedhår.

Træt stirrede han ud over det åbne hav fra kommandobroen, som praktisk talt havde været hans hjem siden syndfloden. Tunge tanker vældede ind over ham, for den stabilitet, Gud havde forlangt som betingelse for at lade ham pensionere, lå ikke lige for. Det havde ikke, som både Gud og han havde ment, hjulpet at lade menneskene uddø. De havde eller været så sikre på, at det var det, der skulle til.

Der havde godt nok været en periode, hvor der tilsyneladende var fremgang at spore. Men nu var skibet – de paradisiske departementer havde forbudt brugen af ordet ark, fordi det var helt passé – fyldt til randen af en ubehagelig nervøs stemning, som forværredes fra dag til dag.

På trods af, at den gamle plimsoller var lagt op, og at man fra højeste sted havde bevilget et 14 gange større skib, var problemerne ikke løst – snarere tvært imod. Han måtte erkende, at dette smykkeskrin af skib havde været noget af en fejlinvestering.

Heller ikke det faktum, at den højeste herre havde sendt 4 bevingede udsendinge fra departementet for effektivisering, havde hjulpet. De milde udsendinge havde endda minutiøst gennemgået samtlige procedurer og livsstilanvisninger.

Dybt inde vidste han godt, hvad det var der foregik. Han kunne næsten ikke holde tanken ud, men de indledende øvelser i kampen for at overtage herredømmet over skibet var i fuld gang.

Hans forsøg på at hemmeligholde den guddommelige tilladelse til, at han kunne foretage sin opstigning om 50 år, var slået fejl og hvert et næb, hvert et gab, hver en snabel og hvad hans passagerer ellers var udstyret med, skræppede, skreg, hvæsede og truttede om pensioneringen døgnet rundt .p

Han var udmærket klar over, at det var tydeligt for enhver, at hans panderynken var blevet kronisk. Han vidste også, at alle forsøgene på at fremme næstekærligheden ombord havde været frugtesløse.

Første gang, han for alvor var blevet bekymret, var, da bjørnen en søndag morgen havde overtalt et rystende stort antal af dyrene til at høre på hans lange og pinlige enetale om, at hver 5. måge er bøsse. Dette måtte, ifølge bjørnen betyde, at det var en meget stort statistisk sandsynlighed for, at mågerne ombord var ramt at denne pest. De burde derfor forbydes omgang med andre eller i hvert fald forvises fra skibet.

Til hans store fortrydelse havde flere af dyrene suppleret bjørnens ækle snak med udgydelser, som kun kunne tolkes som udtryk for homofobi.

De kom dog videre og heldigvis havde mågerne forklaret ham, at var de var blevet mødt af kærlighedserklæringer og stor støtte fra en betragtelig andel af de andre dyr.

De kunne berette, at det især var fjordhestene, den ene bæver og elgparret, der var gået forrest i kampagnen til støtte for mågernes ret til et fuldt og helt kærlighedsliv – uanset præference.

Der havde dog også været andre øjeblikke af harmoni og glæde, mindede han sig selv om, men det var længe siden. Han kunne eksempelvis ikke huske, hvornår delfinerne sidst spontant havde givet opvisning i rygvendt svømning.

Roen havde dog ikke varet længe. Den blev for alvor forstyrret, da repræsentanter for diverse arter begyndte at klage over at blive overvåget af ørnene.

Det gået op for ham, at han blev nødt til at tage dem ved vingerne og gøre dem det forståeligt, at deres handlinger var uacceptable. De havde høfligt ladet ham vide, at der var tale om misforståelser, og at de straks ville rette ind.

Han vidste naturligvis, at det var det var løgn og latin. Det drejede sig slet og ret om, at de store fugle var i gang med de indledende øvelser, der skulle sikre dem herredømmet, når han var forsvundet. Stor var hans fortrydelse over, at hans valg af ørne var faldet på den hvidhovedede ørn. En par havørne havde nok været et meget mere sikkert valg.

Næste morgen spiste han morgenmad med pingvinerne på kommandobroen.

Selvom solen skinnede fra en skyfri himmel, var stemningen trykket. Alle hans anstrengelser for at muntre de to gæster op var spildte. De sad tavse med hængende hoveder og stak til maden.

Kort efter takkede de to for måltidet, viftede høfligt med vingerne og begyndte at vralte mod lejderen.

De standsede dog op, og vendte sig begge mod ham.

”Hvis du virkelig vil vide det, så er det bjørnene. De truer nattergalene igen og igen. De er nemlig vrede over nattergalenes sang om, at små dyr også har ret til selvbestemmelse. De synger uden ophold. De synger fra morgen til aften på skift,” sagde den ene pingvin.

”Langt de fleste af dyrene holder meget af sangen. Andre er ligeglade, men bjørnene er rasende,” supplerede den anden og fortsatte:

”De intimiderer nattergalene på alle mulige måder og ignorerer fuldstændigt andres forsøg på at forsvare de to små fugle.”

Pingvinerne tav og hang igen med hovederne.

Han følte sig helt udmattet.

”Bjørnene har vredt afvist ørnenes forsøg på at skabe orden i magtbalancen.

Vi er faktisk også trætte af, at ørnene altid skal fortælle os andre om deres ret til at blande sig i alt. Men lige nu er vi endnu mere trætte af de to ursus arctos, som de helst vil kaldes.”

Den første pingvin tog over. ”Du skal forstå, at ikke en gang den omstændighed, at pandaerne flere gange om dagen holder op med at gnaske bambusskud for at holde øje med dem, gør noget som helst indtryk på bjørnene. Det er blevet så slemt, at elgene er begyndt at hamstre mad og vand.”

Begge pingviner tav og vinkede igen, inden de forsvandt ned ad lejderen.

Jeg er blevet for gammel, tænkte han mismodigt. Ikke en gang min forbindelse til det allerhøjste kan længere aftvinge den fornødne respekt.

Han havde allermest lyst til at pjække fra dagens inspektion og besøgene hos skibets beboere.

Det eneste han ønskede sig var fred og ro de næste 50 år. Han ville bare drømme om sin opstigning og evig fred og hvile.

Siddende i sin stol konstaterede han, at det var begyndt at regne. Himlen var mørkegrå og blytung.

Vi får storm, tænkte han og fik sig stablet på benene. Forsigtigt, trin for trin med et fast greb om begge gelændere, steg han ned i skibets indre.

< Ældre opslag

Nyere opslag >

DEL MEGET GERNE

Kejserens besøg - eller for meget Bagedyst.......

Af Susanne Wiederquist • 21. februar 2024

Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem. Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund. Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem. Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra. Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt. Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se. Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris. Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene. Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret. Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år. Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone. Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den. Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner. På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.