Af Susanne Wiederquist
•
21. februar 2024
Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem. Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund. Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem. Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra. Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt. Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se. Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris. Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene. Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret. Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år. Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone. Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den. Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner. På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.
