Kit fra Peter Fabersgade

Susanne Wiederquist • 1. februar 2020

Hun hævede sig op på tåspidserne og strakte hals, så hun lige akkurat kunne se ned på gaden. Der var endnu ikke meget liv. Nogle trætte unge forældrepar med små børn i klapvogne jog af sted forbi rækken af parkerede biler.

Kit fik krampe i fødderne og storetæerne begyndte at gøre ondt. Lige inden hun gled ned på fodsålerne igen, så hun hende den langbenene kvinde komme gående med lange skridt på det modsatte fortov. Man skulle tro, at Fanden er efter hende, tænkte Kit, mens det gik op for hende, at det var lørdag.

Det var altid om lørdagen, at kvinden kom og låste sig ind galleriet overfor. Når døren var faldet i efter hende, ville hun smide sit overtøj på sofaen i den ene ende af det store rum, der var fyldt med blå malerier af blege mennesker. Hun ville slå et gråt klapbord ud og begynde af stille stole op omkring det. Så ville de andre komme og hjælpe til.

Kit gik ud i køkkenet og kontrollerede indholdet i køleskabet. Hun måtte tage fat med begge hænder i det lange håndtag og trække af alle kræfter. Med et svup gik døren modvilligt op. Hun konstaterede til sin tilfredshed, at der var, hvad der skulle være. Det susede i faldstammen i hjørnet af køkkenet og hun vidste, at lyden og svingningerne af for meget basgang om lidt ville få glassene i vægskabet til at klirre.

Irriteret gik hun tilbage til stuen og til vinduet. Overfor sad gruppen omkring det lange bord. Kit kunne ikke regne ud, hvad det var de lavede. Kedeligt så det i hvert fald ud.

Hun stod lidt og overvejede, om hun skulle besøge mor og far. Selvom det var lørdag, havde hun mest lyst til at springe besøget over. Det var koldt for årstiden og det var begyndt at småregne.

Det går ikke efter alt, hvad vi har gjort for dig, lød stemmen i hendes hoved. Hun sukkede og kom i tanke om, at regnvejret kun var en fordel, for det var vejr til den røde regnfrakke.

Der bredte sig et smil i hendes ansigt. De sorte gummistøvler med dødningehoveder, hun havde købt på tilbud i Kvickly, var så fine til frakken. Selvom de var størrelse 34, nåede de helt op i hendes knæhaser. Far ville ikke have syntes om dem. Men han var jo ikke i stand til at forhindre hende i at købe dem.

Kit næsten løb ned ad trappen, mens hun nynnede sin egen sang. Det regnede lige tilpas og luften var mildere, end hun havde troet. Hun lavede et lille hop og drejede så hurtigt rundt, at hun var lige ved at støde ind i en barnevogn. I sidste øjeblik sprang hun til siden og undgik et sammenstød.

Så var hun videre hen ad fortovet, men nåede lige at se udtrykket i kvindens ansigt. Kit blev rasende og trak hætten op. Det var det samme hver gang. De bemærkede hendes spidse næse, rottehalerne med de flotte sløjfer – og selvfølgeligt højden. ”I skulle bare vide”, tænkte hun.

Kit gik ind på kirkegården. Først gik hun rundt mellem gravene i den del, der plejede at have de fineste blomster. Der var ikke helt så nemt nu, hvor efteråret var over dem. Men kun to rækker grave væk fandt hun alligevel nogle helt acceptable georginer. Hun nappede dem og holdt dem ind til kroppen, mens hun hurtigt vendte om og skyndte sig hen til deres grav.

Mors og fars navne stod på stenen i messingbogstaver og –tal. Det var heldigt, at der var gået så kort tid imellem de to dødsfald, at hun selv kunne bestemme.

Mors navn og fødsels- og dødsdag i en kolonne til venstre og fars til højre. Han var selv ude om det, tænkte hun og smilede.

Så bøjede hun sig ned og gav sig til at arrangere blomsterne i de to grønne kegler af plastic. Da hun havde fordelt blomsterne, rettede hun sig op og betragtede dem et øjeblik. Hun mærkede et behageligt gys gå gennem kroppen, for nu kom det bedste.

Saksen lå i sikkerhed i regnfrakkens venstre lomme og ventede. Med et hurtigt tag trak hun den op og klippede hovederne i den højre buket af, så der ikke var andet end de strittende stængler og bladene tilbage. Buketten til venstre strålede i klare farver. Det var helt, som det skulle være. Han var selv ude om det.

Kit vendte om og gik den korte tur ud af kirkegården og over Nørrebrogade i fodgængerovergangen. Hætten var gledet ned, men de forbipasserendes undrende blikke generede hende ikke.

Da hun skubbede den grønne dør til nummer 18 i, så hun at de var ved at pakke sammen i galleriet.

Nyere opslag >

DEL MEGET GERNE

Kejserens besøg - eller for meget Bagedyst.......

Af Susanne Wiederquist • 21. februar 2024

Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem. Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund. Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem. Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra. Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt. Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se. Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris. Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene. Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret. Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år. Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone. Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den. Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner. På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.