Overload

Susanne Wiederquist • 19. marts 2020

Hun var i usædvanlig god tid, for det her var vigtigt. Hun nåede frem til den rigtige opgang 45 minutter, før hun skulle ind.

Efter en ekstra tur gennem en forsømt rosenhave, hvor hun næsten for vild bag kapellet, var der kun 25 minutter tilbage, så hun besluttede sig for at gå ind. Hovedpinen af var taget af og kvalmen var svagere end sædvanligt. Hun tænkte at udsigten til, at der kunne gøres noget ved smerterne og dobbeltsynet, havde taget det værste.

Klinikken lå i den gamle del af hospitalet og venteværelset var så højloftet, at rummet havde været større, hvis man havde lagt det ned. Det var den slags mærkelige ting hun af og til tænkte. Hvis man lagde rummet ned – helt urealistisk.

Hun mærkede en svag hjertebanken, da hun blev vist ind til lægen.

”Velkommen til vores klinik”, sagde kvinden og rakte højre hånd frem. Det var en stærk ru hånd, som gav et håndtryk, der kunne mærkes.

Hendes humør steg så hurtigt, at det ramte loftet deroppe langt over deres hoveder. Den læge kan bruges til noget, fløj det gennem hendes hoved.

”Jeg forstår, at du er meget plaget af hovedpine og at du har været det gennem længere tid”, sagde lægen og smilede så ansigtet krøllede sig sammen i floder af rynker. ”Du læser meget i forbindelse med dit arbejde, ser jeg i journalen.”

Hun skyndte sig at nikke. ”Ja, og det her efterår er det gået helt galt. Der har været problemer med hovedpine i de sidste par år. Men fra august er det blevet,” hun holdt en lille pause ”ulideligt. Det er faktisk svært for mig, at passe mit arbejde.” Det sidste kom ud som en hvisken og hun bøjede hovedet. Det var ikke til at begribe, at hun var nødt til at indrømme det.

”Så forstår jeg bedre. Det må være grunden til ønsket om en akut kranieekspansion. Du har ellers et meget flot og rummeligt kranium. Der burde være rigelig med plads, men jeg har godt se, at du har brug for mere kapacitet end de fleste med det arbejde. Har du haft særlig travlt på de sidste?”

”Åh ja” udbrød hun. ”Helt ny beskæftigelseslov – 210 paragraffer. Samtidig er jeg nødt til at have detaljeret styr på den gældende lov. Desuden har de – altså Folketinget – ændret reglerne om magtanvendelse i Serviceloven. Der er nye forslag på vej. Der har ellers være relativ ro længe. Måske er det regeringsskiftet.” Hun holdt forpustet inde.

Lægen så oprigtigt bekymret ud. ”Det lyder voldsomt for et menneske i din alder. På den anden side hjælper erfaringen vel?” Hun nikkede forsigtigt af hensyn til det ømme hoved.

”Jeg kan sagtens se, at du er kandidat til ekspansionen. På den anden side opererer vi kun, hvis det er uundgåeligt af hensyn til patientens arbejdsliv og i mindre omfang af hensyn til livskvaliteten. Men tilstanden skal være varig. Har du tænkt på det? Hvorfor er der to beskæftigelseslove – var det sådan du kaldte dem?

”Fordi den ene ophæves fra årsskiftet og den anden træder i kraft 1. januar. Der er kun en gældende beskæftigelseslov ad gangen.”

Lægen så tænksom ud. ”Så er tilstanden jo ikke varig – vel? Det store ubehag du lever med, er et klassisk – men alvorligt – tilfælde af overload. I dette tilfælde af paragrafoverload. Det er faktisk en ret sjælden lidelse. Men ikke ukendt. På baggrund af mine 35 års erfaring inden for ekspansionskirurgien er min klare vurdering, at du vil opleve en markant bedring af tilstanden efter nytår. Der går nok et par måneder, inden du mærker effekten fuldt ud. Du har sådan et pænt kranium og der er altid en vis risiko forbundet med operative indgreb. Hold dig fra overdreven læsning af lovtekster resten af året, spis en masse chokolade, gå tidligt i seng og sov så vidt muligt længe. God sex er nok det mest virkningsfulde. Så er du i fin form i løbet af marts.”

Hun sagde farvel til lægen og tumlede forvirret men også lettet ud i den gråvinterdag. Det lød så lovende, især det om sex og chokolade.

< Ældre opslag

Nyere opslag >

DEL MEGET GERNE

Kejserens besøg - eller for meget Bagedyst.......

Af Susanne Wiederquist • 21. februar 2024

Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem. Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund. Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem. Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra. Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt. Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se. Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris. Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene. Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret. Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år. Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone. Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den. Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner. På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.