Stilleliv

Susanne Wiederquist • 29. april 2020

Hun løfter den højre fod lige akkurat højt nok til, at hun kan skubbe den hen over flisen. Så læner hun sig forsigtigt fremover og gentager bevægelsen med det venstre fod. Rynken i panden bliver dybere for hver skridt. Hendes hænder holder krampagtigt om rollatorens håndtag.

Man siger, at det ikke er muligt at komme galt af sted med den, men i foråret faldt hun og slog panden ned i kantstenen. I hendes pande er der en tydelig rødlig streg, som et minde om den oplevelse.

Der er stille i gaden på dette tidspunkt af dagen. Ikke fordi der nogensinde sker ret meget bortset fra den sidste weekend i maj, hvor byen bliver invaderet af mennesker og der er flag alle vegne.

Juleaften er der også mange mennesker. De kommer kørende forbi i deres blanke biler eller kommer gående opstemte, uden at lægge mærke til hende, i stolen ved vinduet. Men hun ser dem og tænker på den gang de 200 meter ned til kirken ikke udgjorde en forhindring.

Det lykkes for hende af få rollatoren skubbet over brostenene i porten og helt hen til hoveddøren. Sveden render ned ad hendes pande og hun er blevet helt rød i hovedet af anstrengelsen. Hun låser døren op og tager fat i håndtaget, der er blevet skruet på den udvendige dørkarm, mens naboens lille tæppetisser gæffer højlydt.

Indimellem slipper den ud af haven, og to gange er den komme rendende ind mellem hendes ben, da hun var på vej ud. Hun havde været lige ved at vælte, men begge gange var det lykkedes for hende at få den væk. Det havde været alle smerterne værd, at se dyret flyve baglæns gemmen luften. Den ene gang var den oven i købet ramlet ind i muren. Begge gange var den humpet pivende væk. Den er ikke vendt tilbage.

Inde i entreen gør hun sig klar. Nu kommer det tidspunkt, hvor hun længes allermest efter sin lænestol.

Hun begynder langsomt at bøje begge ben, afventer at benene giver efter og hun lander på taburetten med et bump. Forpustet holder hun en lille pause, før hun tager fat i stokken, der står parat, lænet op ad væggen ud mod køkkenet. Ved femte forsøg lykkedes det at få den højre sko af. Til hendes glæde går det meget nemmere med den venstre, selvom det plejer at være omvendt.

Hun har lagt cigaretterne, ugebladene og de 4 plader chokolade på hylden overfor i den lille kurv. Man må indrette sig, har hun altid sagt og det passer jo.

Nu mangler hun kun at rejse sig og at blive stående ved dørkarmen, til hun har fået kurvens hanke om sit ene håndled. Så venter turen mellem spisebordet og skænken. Derfra er der kun to små skridt, før hun kan lade bene give efter og hun lander i den store grønlige læderstol. Hun puster ud og gør sig klar.

Selvom kommunen har fjernet dørtrinene, er det stadig en udfordring. Med en kraftanstrengelse kommer hun op at stå, får fat i kurven og stavrer fremad. Det går glat og hun mærker luften blive presset ud af den store hynde i stolen, da hun lander i sikkerhed.

Så anbringer hun bladene og chokoladen på det lille bord, hvor den halvfyldte termokande med kaffen fra i morges og den lille radio står. Uret på skænken slår to slag.

< Ældre opslag

Nyere opslag >

DEL MEGET GERNE

Kejserens besøg - eller for meget Bagedyst.......

Af Susanne Wiederquist • 21. februar 2024

Det regner og blæser, men hunden skal ud. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg trækker støvlerne på. Den lille hvide hund, jeg passer, er forsvundet. Jeg kalder og nødtvunget kommer den frem. Jeg gør alt, jeg kan for at lokke den ud på fortovet. Det lykkes heldigvis, for kort efter giver den op og giver sig til at indsnuse dufttelegrammerne. Vi forsætter og går turen langs vandet og op på Antonitterstien. Jeg går i mine egne tanker arrig over, at jeg ikke fik sat en elastik i håret, som bliver ved med at læse ind i min mund. Så bliver jeg opmærksom på, at den lille hund piler afsted med bøjet hoved, mens de lange ører hvirvler rundt i blæsten som hvide fugle. Det er vist gået op for den, at vi er på vej hjem. Mine ører opfatter et ændret lydbillede, som om blæsten har ændret retning. Det undrer mig, for min mund er stadig fuld af hår. Langsomt bliver det mere og mere tydeligt, at der er tale om en helt anden slags lyd. Det lyder nærmest som fløjter og måske trommer. Jeg standser for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Det er ikke lige til at finde ud af, men det går op for mig, at jeg aldrig har hørt den slags musik før. Nu er jeg for alvor blevet nysgerrig, og selvom den lille hund haler i snoren for at komme hjem, standser jeg for at finde ud af, hvor den sære melodi kommer fra. Jeg kigger forvirret rundt og kan ikke få øje på noget usædvanligt. Men så ser jeg de små hunde, der kommer løbende med dækkener i stærke farver og flag i de logrende haler. Nu er det sikkert, at noget helt særligt er på vej. Min puls bliver hurtigere, og jeg går nogle ivrige skridt i retningen af hundene. Jeg begynder at overveje, om det kan være dem. Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at få dem at se. Efter hundene kommer fire kvinder og fire mænd gående to og to. De bærer lange dybblå kapper, som svinger om dem ved hvert skridt, og på hovederne bærer de guldkroner. Med alvorlige ansigtsudtryk vandrer de langsomt i takt med blikkene rettet mod uendeligt. I hænderne bærer de hver især på en genstand. Jeg kan se, at en af dem har en gylden røreske i hænderne, en anden har et gyldent piskeris. Bag dem kommer 5 ganske små mennesker med lange grønne kapper. De ser glade ud og laver ind i mellem nogle improviserede hop, mens de griner og spiller på fløjterne og trommerne. Det virker overraskende med al den glæde, fordi de 8 foran synger så alvorsfuldt. Da optoget er næsten er ud for mig, kan jeg høre nogle af ordene: Noget med fleissig, torte, backen og wieder mere når jeg ikke, for vinden tager resten af ordene. Jeg går benovet et par skridt baglæns og klemmer mig helt op ad skrænten, så alle kan passere ugeneret. Et øjeblik senere skrider den sidste person forbi og det går op for mig, at det er Günther Kuchenliebe, og jeg forstår straks, at det er grunden til, at der synges på tysk. Dette er hans år. Hele året er det ham, der er den ophøjede i den tunge blodrøde kappe med den største krone. Et øjeblik senere forsvinder den langsomme prosession ned ad stien med retning mod havnen. Lyden af musikken bliver svagere, men jeg kan stadig høre den. Så falder jeg i staver og kan slet ikke forstå, at det var kagekejseren med hele hoffet. Måske har de været til en seance på hotellet lidt længere ned ad stien, ellers ved jeg ikke, hvad de skulle her i byen. Det virker helt uforståeligt, og et øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har set syner. På stive ben begynder jeg til hundens tilfredshed at gå hjemad med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Det varer dog kun til, jeg igen svagt hører musikken og ser et skib flyde forbi ude i sejlrenden med kagekejserens røde banner spændt ud i vinden.